Årgangens Underviser 2016

Årgangens Underviser 2016

Lagt online: 04.07.2016

Også i år fik de studerende lov til at give deres undervisere et klap på skulderen og sige tak for de sidste 5 år sammen ved at indstille nogle heldige få til prisen Årgangens Underviser.

Der blev først stemt, dette resulterede for både Jura og Erhvervsjura i en stemmelighed så derfor skulle der endnu en afstemning til før de 2 heldige vindere kunne findes.

Erhvervsjuristerne valgte Thomas Rønfeldt.

  • Med Thomas Rønfeldt som underviser, er der garanti for en rigtig god undervisningsgang. Undervisning der både består af teori, men også en god del humor. Netop denne kombination kunne næsten gøre pauser overflødige. Hans egen store viden og interesse for fagene, havde stor indvirkning på vores indlæring.
  • Selvom erhvervsjura kandidat uddannelsen er en alvorlig sag, så var der tid til gode historier fra det virkelig liv, leveret af Thomas – og tanketorsk, leveret af de studerende, at Brasilien er en del af EU er klart for enhver.

Juristernes valg faldte på Lars Bo Langsted.

  • Lars Bo Langsted er indbegrebet af jura på Aalborg Universitet! Han har altid formået at få svær juridisk viden ned på et "børnehaveniveau" så alle har kunne forstå det. Det er skønt med en underviser, som lægger så meget sjæl og varme i det han laver. Han har altid tid til en snak og spreder altid god stemning.
  • Lars Bo Langsted formår at formidle noget tungt og svært stof på en god og håndgribelig måde, og så gør han undervisningen sjov og spændende. På den måde synes jeg, at jeg nemmere får styr på stoffet og nemmere kan huske det. Der er ingen tvivl om, at han har styr på "sit felt", men han formår stadig at formidle det til os studerende, så vi forstår det, og det er langt fra alle undervisere, der kan det. Og så har hans undervisningsgange bare altså været sjove og underholdende, og han har altid været i et godt og smittende humør.

 

Juridisk Institut ønsker jer begge stort tillykke.

 

Niels Jernes Vej 6b - DK-9220 Aalborg Øst - Tlf. 9940 9873 - Email: law@law.aau.dk - EAN 5798000421332