Professor Terje Stordalen tilknyttes som gæsteforsker ved Juridisk Institut

Lagt online: 07.02.2017

Professor Terje Stordalen fra Oslo Universitet er pr. 1. februar 2017 ansat i et 20 % professorat hos Juridisk Institut de næste 3 år. Terje Stordalen skal bidrage til tværfaglig udvikling af den famileretlige forskning med fokus på de nordiske familieformers og familiebegrebers forandring i relation til lovgivning og retssystemet. Han bliver en del af gruppen på instituttet, der forsker i emnet nordiske familieformer.

Professor Terje Stordalens forskning tog oprindelig udgangspunkt i klassisk teologisk forskning. Men de seneste ti år har han beskæftiget sig med tværfaglige studier af blandt andet antik og moderne historie, kultur og religion. Det er med den baggrund, at han skal bidrage til at belyse, vurdere og forklare samspillet mellem familiebegrebet, som det indgår i lovgivningen og den måde reglerne udmøntes i praksis.  

Terje Stordalen er iblandt de 10 forskere Det Samfundsvidenskabelige Fakultet har udpeget til et gæsteforskerprogram, som skal være med til at styrke samfundsvidenskabelig forskning inden for socialt arbejde, migration, terrorisme, velfærdsstat, medborgerskab og familiejura. Gæsteforskerprogrammet er støttet med 2,7 millioner kroner af Det Obelske Familiefond.

Niels Jernes Vej 6b - DK-9220 Aalborg Øst - Tlf. 9940 9873 - Email: law@law.aau.dk - EAN 5798000421332