Juridisk Institut

Lasse

Lasse har været i projektorienteret forløb på Danmarks Faste Repræsentation ved EU.

Hvorfor valgte du at tage af sted?

Jeg har altid været fascineret af tanken om en international karriere og et praktikophold i udlandet syntes derfor oplagt. Jeg valgte et praktikophold på Danmarks Faste Repræsentation ved EU af flere årsager. Jeg ønskede først og fremmest konkret indsigt i arbejdet i EU-institutionerne. Dertil ønskede jeg at blive en del af et multikulturelt og multisproget arbejdsmiljø med kollegaer fra hele Europa.

Arbejdsopgaver

Den danske EU-repræsentation varetager danske interesser i EU – populært sagt er EU-repræsentationen regeringens øjne, ører og talerør i Bruxelles.

Jeg er tilknyttet afdelingen Retlige og Indre Anliggender med fokus på bl.a. migration, asyl og grænsekontrol. Den store politiske bevågenhed vedrørende migrationssituationen i Europa skaber et dynamisk arbejdsområde præget af såvel juridiske som politiske problemstillinger. Jeg har fået store faglige og personlige oplevelser, som jeg ikke ville være foruden.

Mit arbejde består i at bistå udlændingeattachéerne i deres daglige arbejde. Dette omfatter bl.a. informationssøgning og -bearbejdning samt udfærdigelse af referatindberetninger fra møder i Rådet såvel som i Europa Parlamentet. Man tillægges et stort ansvar som praktikant og ens arbejde bliver værdsat.

Der er fra EU-repræsentationen stort fokus på, at vi som praktikanter får et godt udbytte af praktikopholdet. Det betyder, at man fra første dag bliver inddraget i arbejdet hvilket har resulteret i en meget stejl læringskurve. Arbejdsmiljøet på EU-repræsentationen er også rigtigt godt og jeg har følt mig velkommen fra dag et.

Bolig i Bruxelles

Jeg havde ikke været i Bruxelles før jeg påbegyndte mit praktikophold, men jeg har kun positive ting at sige om byen. Den er fuld af restauranter, barer, museer mm. Der er dertil rig mulighed for at besøge de omkringliggende byer – en togtur på to timer kan føre dig til Amsterdam eller Paris.

Jeg bor med ni andre i et såkaldt ”Dansker-hus” i bydelen Ixelles. Om end navnet antyder det modsatte, er jeg den eneste dansker i huset. Alle er generelt meget imødekommende og vi bruger meget tid sammen efter arbejde.

Tøv ikke med at tage af sted!

Jeg kan på det varmeste anbefale et praktikophold på Danmarks Faste Repræsentation ved EU i Bruxelles. Hvis du overvejer at tage et semester i udlandet – hvad enten det er et studieophold eller et praktikophold – skal du bare gøre det.