Hvordan var det at være med til at starte Juridisk Institut på AAU, og hvordan har du oplevet udviklingen siden da?
Det var meget, meget spændende at starte Juridisk Institut pr. 1. Januar 2008. Vi skulle jo ikke bare konkurrere med Odense Universitet, som havde fået jura-uddannelsen nogle år før os, men ”kampen” skulle jo også tages med Aarhus og Københavns universiteter, som havde argumenteret kraftigt imod at uddannelsen kom til Odense, men som nærmest ignorerede os, da vi startede.  Vi havde lavet en survey blandt hovedaftagerne af juridiske kandidater, det vil blandt andre sige: Advokatsamfundet, Politimesterforeningen og Justitsministeriet. Alle havde været meget positive overfor en jurauddannelse i Aalborg, på nær Justitsministeriet som ikke svarede. Og da jeg efter et stykke tid rykkede dem for svar, fik jeg at vide, at vi ikke ville synes om deres svar, men hvis vi insisterede skulle de da gerne uddybe det skriftligt. Jeg takkede pænt nej og strøg dem af listen.

Vi fik uddannelsen og efter 5 år kunne vi skibe det første hold kandidater af sted med aflæggelse af juristløftet for første gang i Aalborg Universitets historie. Det var en stor dag i 2013. Stor var vores stolthed, da vi fik at vide, at en af de første kandidater – naturligvis en pige – var blevet ansat i Justitsministeriet…

Da instituttet startede var vi 8 jurister på Universitetet heraf 2 ph.d. studerende, så vi lagde ud med at ansætte en hel masse timelærere og eksterne lektorer, som der heldigvis var mange jurister af i lokalområdet, der gerne ville være. Mange af dem er der endnu! Udover de 8 jurister var der 3 kontorpersonaler, så vi havde rigeligt at se til. Udover undervisningen på jurastudiet, passede vi også undervisning på flere andre uddannelse, især revisorkandidatuddannelsen og socialrådgiveruddannelsen.

I takt med at vi startede nye årgange op, blev vi jo nødt til at ansætte flere faste medarbejdere og det lykkedes os da også at tiltrække folk især fra Aarhus-området, men også lokalt i Nordjylland og enkelte fra det midtjyske område. I dag er der 38 jurister ansat, fordel på 8 professorer, 19 lektorer, 4 adjunkter 6 ph.d. studerende og 1 post. Doc. Med kontorpersonale er de i alt omkring 50 medarbejdere. Det er gået stærkt, men ikke for stærkt. Den ”nybygger-ånd”, der kendetegnede instituttets første år  er der vel ikke på samme måde længere – nu behøver vi ikke at ”slås” for at bevise vores værd hverken udadtil eller indadtil. Men det bedste af det hele er, at den hjælpsomme og samarbejdende ånd, vi lagde vægt på fra starten, stadig er der! Noget andet, der er sket, er at vi har etableret en række forskningsgrupper, så alle jurister er  med i mindst én af grupperne.

Hvilke højdepunkter fra din tid på instituttet står tydeligst for dig?
Det største højdepunkt var selve etableringen af Juridisk Institut i 3 bygninger på Niels Jernes Vej. Vi kaldte bygningerne ”Juraens Hus” og fik efter en intern konkurrence lavet et logo, som pryder bygningen (en anden – nemlig på Fibigerstræde, hvor vi bor nu) den dag i dag! Vi fik også lavet et auditorium og indrettet et bibliotek som noget af det første. Det andet højdepunkt  var at sige farvel til de første kandidater, hvoraf jeg stadig kan huske mange!

Ellers husker jeg forløbet som én stor fremgangsrig ”march”. Vi har måttet sige farvel til nogle få medarbejdere, som ikke ”passede ind” i vores hverdag eller rettere den hverdag, som vi først håbede at etablere og derefter faktisk etablerede med succes. Vi lagde ud med medarbejdermøder, hvor vi betonede hver enkeltes lyst til at bedrive undervisning og forskning, men hvor vi samtidig kerede os om hinanden og altid havde tid til at snakke om løst og fast – om de udfordringer vi nu hver især måtte have med undervisningen eller forskningen eller bare på det private plan, og så holdt vi nogle gode fester, der altid blev ved til den lyse morgen (har jeg hørt – for i de tre første år, hvor jeg var institutleder, sørgede jeg altid for at gå omkring kl. 24:00, inden festen udartede…) og hvor rygerne gik udenfor og nød typisk en cigar.

Har du en særlig oplevelse eller anekdote fra din tid på AAU, som du vil dele?
Jeg har altid været et fjols til at huske vittigheder og anekdoter – men der er 2 ting, jeg husker fra min egen undervisning. Den ene er en forelæsning på Aarhus Universitet, hvor jeg i mange år var eksterne lektor: Midt i timen rejste en ung studerende sig op fra sin plads omkring midtvejs i rækken og blandt det bagerste rækker. Hun gik ud på sidegangen og begyndte langsomt at gå ned imod mig, der stod ved katederet og var i fuld gang med at kloge mig på et eller andet. Jeg blev mere og mere tavs jo længere pigen kom ned imod mig – og da hun var helt nede ved katederet, holdt hun et stort, velpudset æble frem imod mig og sagde: det skal du have. Jeg stak hånden frem og mumlede noget om, at der jo ikke var mundtlig eksamen, men det var der ikke nogen der hørte for det latterbrøl, der var opstået. Med til historien hører at jeg mange år senere sad i flyet til København og kvinden, der sad ved siden af mig smilede skævt og spurgte om jeg kunne genkende hende. Det måtte jeg indrømme, at jeg ikke kunne – men da hun sagde ”det var mig med æblet”, kunne jeg jo godt. Det viste sig, at være et væddemål om, hvorvidt hun kunne få mig til at holde mund. Og det vandt hun!!!

Den anden ting, jeg husker, er fra Aalborg, hvor jeg en dag var kommet  5 minutter for sent til undervisningen (det gjorde jeg ellers aldrig – men trafikken fra Århus, hvor jeg har boet hele tiden, må have drillet) og kom ind – og som jeg vist højlydt bemærkede – havde glemt den cola, jeg ellers altid havde med og som jeg normalt drak af under min undervisning. Efter 10 minutter kom der en fyr ned med en cola, han havde hentet ude i automaten, for som han sagde, han kunne ikke holde ud at se mig lide!